Gud, big bang og teistisk evolution

Af Michael Hedegaard

Der er tradition for, at Bibelens to skabelsesberetninger læses og forstås bogstaveligt. Altså at når der i den første skabelsesberetning skrives, at skabelsen fandt sted i løbet af syv dage, så var det faktisk syv dage – syv gange 24 timer som vi kender døgnet i dag. Men sådan mener jeg ikke at skabelsesberetningen skal læses og forstås. Bibelens skabelsesberetninger skal derimod læses metaforisk – hvilket jeg vil give mit bud på i denne artikel.

Artiklen vil være inddelt i fire hovedafsnit. Første afsnit vil kort redegøre for forholdet mellem tro og (natur-)videnskab. Andet afsnit vil omhandle universets skabelse og forholdet mellem den første skabelsesberetning og Big Bang-teorien, mens tredje afsnit vil omhandle menneskets skabelse og forholdet mellem den anden skabelsesberetning og evolutionsteorien. Fjerde og sidste afsnit vil handle om den metaforiske læsnings konsekvenser for resten af den kristne tro.

Tro og videnskab

Jeg vil først starte med at begrunde, hvorfor jeg mener, at skabelsesberetningerne skal forstås metaforisk frem for den traditionelle bogstavelige forståelse.

Første grundsætning: Viden er som udgangspunkt af det gode! Gud er hverken modstander af viden eller (natur-)videnskab. Gud er jo selv alvidende og rummer således al (sand) viden, og en forkastelse af viden kan derfor i yderste konsekvens betragtes som en gudsfjendsk handling. Vi kan som mennesker opnå viden ad to veje; nemlig gennem åbenbaring og videnskab. Åbenbaringen er udtryk for viden, som Gud giver mennesker, og omhandler oftest Guds ønsker med mennesket i fortid, nutid og fremtid. Videnskab er menneskets egen fremskaffelse af viden omkring skaberværket, og omhandler således altid noget fysisk, i modsætningen til åbenbaringens oftest metafysiske karakter.

Anden grundsætning: Gud ønsker at vi skal drive videnskab. Gud er ikke en reaktionær diktator, der er imod forskning og udvikling. Gud ønsker tværtimod at vi bruger den forstand vi har fået til at drive videnskab, således at vi kan bliver bedre til at bekæmpe sygdom og ødelæggelse samt herske over jorden, som han i skabelsesberetningerne påbyder mennesket. (Det skal her for en sikkerheds skyld pointeres, at der er forskel på at bedrive videnskab og at tilbede videnskaben.)

Tredje grundsætning: Forståelsen af skabelsesberetningerne er viden-afhængig. Bibelen/ Skabelses-beretningerne er fra Guds side ikke tænkt som en opslagsbog om universet og dets oprindelse. I bibelen nøjes Gud med at fortælle, at det er Ham der står bag det hele, og han giver en kortfattet metaforisk/lyrisk beskrivelse af skabelsesforløbet. Hvis vi mere præcist vil vide hvordan Gud har skabt universet, så vil han, at vi selv skal finde ud af det gennem videnskaben. Gud giver med andre ord rammerne for forståelsen af skabelsen, mens vi selv udfylder disse gennem videnskaben.

Med den metaforiske forståelse af skabelsesberetningerne kommer troen på Gud og videnskaben altså til at gå hånd i hånd. Der er altså ingen grund til at frygte videnskaben eller at blive anfægtet i troen hver gang der fremkommer nye videnskabelige resultater.

Heroverfor står den bogstavelige forståelse, der oftest betragter videnskaben som en fjende, da de videnskabelige resultater ikke passer overens med en bogstavelig læsning af skabelsesberetningerne. Man bliver altså videnskabsfjendsk og risikerer at blive anfægtet i troen hver gang der fremkommer nye videnskabelige resultater.

Universets skabelse og big bang-teorien

I den danske autoriserede bibeloversættelse står der, at verden blev skabt på seks dage og at Gud hvilede på den syvende dag. Men hvis man studerer grundteksten, så er det uklart hvorvidt det er 7 dage eller 7 perioder, som skabelsen strækker sig over. Indenfor den bogstavelige forståelse af skabelsen vælger man læse Bibelen, som om der klokkeklart står at skabelsen forløb over 7 dage. Eventuelt med den tvist, at én dag for Gud er som tusind år, og at der derfor i stedet er tale om en periode på 7.000 år. (En idé de henter fra salme 90,4)

Naturvidenskaben giver aldrig eviggyldige svar, men opstiller altid kun forløbige teorier baseret på de hidtig opnåede videnskabelige resultater. Engang mente videnskaben, at jorden var flad og solen drejede omkring jorden. Men videnskaben er i dag nået op på et højere vidensniveau, hvilket har ledt frem til opstillelsen af Big Bang-teorien, som i dag er det mest udbredte videnskabelige bud på hvordan jorden er blevet skabt. Men om 10, 50 eller 100 år er den måske erstattet af en anden teori eller blot modificeret i større eller mindre omfang – kun tiden kan vise os det. Min udlægning af Guds skabelse kan derfor heller ikke siges at være eviggyldig, men er et tidsafhængigt bud på, hvorledes den ramme om skabelsen som Gud har opstilles skal udfyldes.

Jeg mener ikke, at jorden blev skabt på hverken 7 dage eller 7.000 år. Jeg mener, at jorden blev skabt over 7 perioder, som tilsammen strækker sig over 10-15 milliarder år, hvilket er den tid som Big Bang-teorien mener skabelsen har taget.

Big Bang-teorien siger, at universet er startet som én stor eksplosion hvorfra ALT stof i universet stammer, og siden har udviklet sig til planeter, stjerner, galakser osv.. Big Bang-teorien siger dog ikke rigtig noget om hvad der udløste eksplosionen eller hvor stoffet kom fra. Den siger blot, at engang var ALT stof samlet på ét punkt, og at dette eksploderede, og så fortæller teorien hvordan universet har udviklet sig fra eksplosionen til det univers vi kender i dag.

Her siger jeg, at det var Gud der skabte stoffet, og at det var Gud der udløste eksplosionen, og at det var Gud der suverænt styrede hvordan universet skulle udvikle sig. Her er ingen sandsynligheder og ingen slinger i valsen, det er Guds almagt i fuld udfoldelse! Og den evige Gud tager sig god tid, 10-15 milliarder år, for hvorfor skynde sig, hvis man er evig og højt hævet over enhver tale om tid? Tid er nemlig blot en parameter, som Gud har bygget ind i universet, og som han derfor ikke selv er underlagt. For Gud er fortid, nutid og fremtid det samme, for han er lever et sted hvor tiden ikke findes.

Hvor lange hver af de 7 perioder er, og hvorvidt de eventuelt i større eller mindre omfang forløber simultant fremfor kronologisk, det vil jeg ikke her komme nærmere ind på. Ikke nærmere end at på et tidspunkt når Gud frem til skabelsen af mennesket, hvilket næste afsnit vil omhandle.

Adam og Eva og evolutionen

Den traditionelle bogstavelige forståelse af den anden skabelsesberetning beskriver, hvordan Gud formede Adam ud af jord og pustede livsånde i ham, og hvordan Eva senere blev skabt udfra et at Adams ribben.

Heroverfor står videnskabens fremherskende teori om menneskets skabelse gennem evolution, som er teorien om hvordan livet gennem mutation og “naturlig udvælgelse” har udviklet sig fra simple encellede organismer til nutidens (og fortidens) fisk, fugle, landdyr og mennesker. En teori som angribes for at have problemer med visse mangler eller “missing links” og sandsynligheder der nærmer sig det usandsynlige, for blot at nævne nogle få problemer der kan være ved denne teori, som dog alligevel for nuværende er videnskabens bedste bud på menneskets oprindelse.

Jeg medgiver 100 procent, at evolutionsteorien ikke holder vand. Men jeg tror, at teistisk evolution holder vand. Teistisk evolution er ligesom evolutionsteorien baseret på mutation og “naturlig udvælgelse”, men hvor evolutionsteorien taler om sandsynligheder og “survival of the fittest”, der taler teistisk evolution om Guds ledelse. Guds indgriben i evolutionen kan også forklare hvordan evolutionen overhovedet blev sat i gang, hvilket evolutionsteorien ikke giver noget svar på. Forskellen på evolutionsteorien og teistisk evolution er simpelthen, hvorvidt vi sidder her i dag på grund af en usandsynlig og uforklarelig tilfældighed, eller om det skyldes at Guds indgriben.

Her er hvordan jeg tror, at Gud har skabt mennesket: Gud tog engang i tidernes morgen nogle atomer fra jorden, satte dem sammen og gjorde dem levende. Disse små encellede organismer lod han mangfoldiggøre sig og langsomt lod han dem mutere til større og større dyr og planter. Planton, græs, buske, træer, fisk, padder og landdyr. En proces der tog mange hundrede millioner år. Men på et tidspunkt havde udviklingen forvandlet nogle af de første encellede organismer til menneskelignende aber, og det er her vi kommer ind i billedet. Gud tager disse menneskeligende skabninger og løfter dem ud af dyrenes slægt, og sætter dem ned i deres egen slægt – og han puster sin livsånde i dem. Adam og Eva er skabt! Han skabte dem ud af atomerne, som han mange år tidligere havde taget fra jorden. Af jord skabte han dem. Han skabte dem i sit billede. Ikke fysisk, for Gud er metafysisk. Men han skabte os som gode væsner og med en fri vilje. Bibelen fortæller hvordan Eva blev skabt ud af Adams ribben, hvilket kan være en indikation på, at Gud skaber liv ud af liv – og at dette ikke behøves være 100% ens. Adam og Eva er jo trods alt på det fysiske plan forskellige, men på det åndelige er de ens – det plan hvorpå Gud lod os ligne ham. At Gud skaber liv ud af liv kan også forklare hvordan synd kan gå i arv – arvesynden fra syndefaldet.

To be continued…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *