Tro og dåb

Af Michael Hedegaard, d. 21. okt. 2004

Jeg vil i denne artikel redegøre for mit syn på dåben. Du er når du har læst artiklen velkommen til at stille spørgsmål eller at komme med kommentar. Spørgsmål og kommentar kan sendes via kontakt-formularen.

Tro og dåb er i bibelsk kristendom to uadskillelige ting. Forespurgt om hvad man skal gøre for at blive frelst svarer Jesus til XXX, at man skal tro og lade sig døbe. Det samme gentager apostlene adskillige gange, men også praksis i Apostlenes Gerninger viser også at man skal omvende sig (komme til tro) og lade sig døbe. Dette ser man for eksempel ved apostlen Peters pinsetale (ApG 2.14ff), hvor tilhørerne efter talen spørger hvad de skal gøre for at blive frelst, og Peter svarer: ”Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet.”. Bibelen er altså meget klar omkring at man både skal tro og lade sig døbe for at blive frelst. Med andre ord bliver man ikke frelst ved at blive døbt, og man bliver ikke frelst ved at omvende sig, men man må både omvende sig og lade sig døbe.

Først tro eller dåb? Når vi har disse to elementer, tro og dåb, der er betingelsen for at opnå frelse, så kan man spørge hvorledes forholdet mellem disse to elementer er, og skal de komme i en bestemt rækkefølge? Det vil jeg se lidt nærmere på i det følgende.

Der er i forbindelse med fastlæggelsen af hvilken rækkefølge tro og dåb skal fremtræde to hovedelementer. For det først slår Bibelen fast, at både tro og dåb er nødvendig for frelse, og for det andet at vi skal omvende os og lade os døbe, jfr. fx. apostlen Peters pinsetale. Vi må altså gå udfra at troen kommer først, og at dåben følger efter som et resultat af troslydighed. Jesus befaler os jo at lade os døbe, og hvis man er kommet til tro må man have en naturlig længsel efter at være sin Herre lydig, og dermed lade sig døbe. Det nye testamente indeholder da heller ikke eksempler på at man har døbt personer uden tro.

Hvis man omvendt mener at dåben kommer først, så vil man sande, at man støder på visse problemer. Det vil nemlig kun være døbte der vil kunne komme til tro, men hvorfor skulle nogen til at starte med lade sig døbe inden de er kommet til tro? Den vantro vil jo ikke have nogen motivation til at lade sig døbe da vedkommende ikke tror sig fortabt, og tillige hverken tror på frelsen i Jesus eller på kraften i Jesu stedfortrædende gerning på korset.

Vi kan altså konkludere, at troen altid må gå forud for dåben, da denne til dels er et resultat af troslydighed. Dermed også sagt, at ingen er kommet til tro fordi de tidligere er blevet døbt. Der findes nemlig ikke noget bibelsk belæg for sådanne påstande, selvom man til tider høre dette fremført af barnedøbte.

Hvad er tro? Vi har nu slået fast at troen altid må komme forud for dåben, og det vil derfor være interessant at sætte fokus på, hvad tro er og hvor den kommer fra. Spørgsmålet er afgørende i forhold til dåbssynet, da svaret er bestemmende for om man holder barne- eller voksendåb.

Hvis vi læser Romerbrevet 10.17, så får vi følgende svar på hvor troen oprinder fra: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres kommer i kraft af Kristi ord.”. Svaret indeholder to led; for det første viser svaret at troen kommer i kraft af Kristi ord, det er altså Gud der skaber troen i os, og for det andet viser svaret, at troen kommer i kraft af at nogen forkynder Kristi ord. Sidstnævnte fremkommer ved at nogen nødvendigvis må forkynde Ordet for at andre skal kunne høre det. Dette passer også fint sammen med at Gud har givet os Missionsbefalingen, som påbyder os at forkynde Ordet for hverandre. Troen kommer altså af, at Gud har udrustet mennesker til at forkynde Ordet, hvorved andre hører Ordet og Gud skaber troen i tilhørerne.

Det er altså Gud der skaber troen i os, men hvad er det for en tro som Ordet bevirker i os? I Hebræerbrevet 11.1 skriver Paulus at ”tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. Tro er altså tillid til Ordet og overbevisning om Ordets sandhedsværdi.

I Det gamle testamente er troen udtryk for tillid til Gud og forventningen om Messias’ komme, men troen i Det nye testamente er udtryk for tillid til Gud og den historiske Kristus-begivenhed. Troen er altså i dag meget tæt knyttet til en historisk begivenhed; nemlig den at Gud blev kød og tog bolig iblandt os, i form af Jesus, og at han gik i døden for at betale syndens pris for os. Forståelse for og overbevisning om en sådan historisk begivenheds realitet må, i lighed med enhver anden historisk begivenhed, kræve et vist minimum af forståelsesmæssige evner. Man må derfor formode, at mennesket må have gennemgået visse udviklingstrin fra spæd til voksen før det kan tro, hvilket psykologien vil bekræfte. Dette taler altså for at man kun døber voksne, da spædbørn og (mindre) børn ikke vil kunne begribe troen eller dens betydning.

Til trods for dette er der dog mange kristne der døber spædbørn. Dette gør de med udgangspunkt i at de mener, at børn kan tro. De mener, at Helligånden skaber troen i barnet. Dog er der ikke tale om tillid til Gud og Kristus-begivenheden, men udelukkende tillid til Gud. Problemet med denne opfattelse er imidlertid at der ikke er noget bibelsk belæg for at hævde, at Helligånden skaber denne diffuse form for tro i børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *