Ingen søger Gud

Af Michael Hedegaard, d. 25. nov. 2004

Mennesket er fortabt. Så kort kan menneskets situation beskrives. Ingen søger Gud og vi er alle på afveje, vi løber ud af Dødens vej med direkte kurs mod fortabelse og Helvedes evigt mørke flammehav. Sådan lyder Guds ord ved apostlen Paulus i hans brev til menigheden i Rom.

Romerbrevet 3,10-18 (Bibelen på hverdagsdansk):
”Ingen er retfærdig, ikke en eneste.
Ingen er forstandig, ingen søger Gud.
Alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.”
”Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.”
”Deres ord er som slangegift.”
”De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
”De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
De kender ikke frelsens vej.”
”De har ingen respekt for Gud.”

 Vildfarelsen og ondskaben i os vil ingen ende tage. Vi lyver, stjæler, horer med afguder og slår ihjel. Vi foragter det gode, og hvis vi endelig skal gøre andre godt, så gøres det kun i forventning om at det vender mangfoldigt tilbage. Alt vi gør gøres med os selv i centrum og som omdrejningspunkt, og hvis noget ikke tjener tilfredsstillelsen af vores endeløse begær, så gør vi det ikke. Der findes kun mig selv som har værdi, og alt andet har ene og alene til formål at tjene mig og mit begær. Ingen skal belære mig! Jeg kender som den eneste sandheden, og har derfor altid retten på min side. Jeg er verdens centrum, og da jeg har retten på min side behøver jeg ikke hjælp, for jeg har nok i mig selv. Jeg har ikke brug for en frelser, for ingen er så god som jeg, ingen har som jeg fortjent frelsen. Så hvad skal jeg med Gud? Frelsen har jeg gjort mig fortjent, så Gud ville blot være en sten i skoen på min vej til min egen selvforherligelse. Jeg er den gode Robin Hood, ham der tager fra de fortabte og giver til sig selv. Ham der både vil og kan frelse sig selv!

Nu tænker du nok: ”Jamen, sådan er jeg da ikke!”. Og nej, det vil jeg give dig, det er da muligt at du hverken har stjålet i det lokale varehus eller slået din nabo ihjel. Men du skal vide, at for Gud er du skyldig. For der står skrevet:

Matthæusevangeliet 5,21-22:
”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab,’ og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.”

 Tyveri er ikke blot bevidst at stjæle i det lokale varehus, men det er også at undlade at betale for den vare som ekspedienten glemte at slå ind på kasseapparatet. Tyveri er også at undlade at levere noget du har lånt tilbage, blot fordi du ikke er blevet spurgt om at levere det tilbage. Drab er ikke blot at slå en ihjel, men det kan også være at tænke ondt om din næste, at sprede sladder om din næste. Ingen kan altså stå uskyldig overfor Gud, for som der står skrevet:

Rom 3,23:
”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.”.

Vi har altså alle syndet mod Gud, og står derfor til at rammes af Guds straf over de ugudelige. Syndens straf er døden, eller med andre ord evig fortabelse. Vi står altså til at skulle tilbringe en evighed i endeløs tomhed, langt borte fra Guds overstrømmende kærlighed og helt uden noget håb. Og dog! For vi lever endnu, og da Gud Herren er både en god og elskende Gud, så vil han stadig tage imod os, hvis vi vender os bort fra den ondskab der hersker over og i os, og vender os mod Guds egen søn, som han har sendt til os. Ham hvorom der står skrevet:

Joh. 3,16:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Gud elsker os på trods af hvad vi har gjort, han ønsker blot at vi vender om og vil følge ham. Ufortjent tager han imod os og indlemmer os i sin uendelige kærlighed. Eller som Paulus, Guds apostel, siger det:

Efeserbrevet 3,4-6:  
”i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham, og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.”

Det er altså ikke ved at udøve gode gerninger du frelses, men det er ene og alene Guds nåde der berettiger dig til at blive frelst, og det eneste du skal er, at tage imod den gave, i form af frelsen, som Gud ønsker at skænke dig.

Ef. 3,8-10:
”Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”

Frelsen er altså Guds gave til os. Ikke en gave vi har gjort os fortjent til, men en gave vi får på grund af Guds barmhjertighed og kærlighed til os. Vi skal blot vælge at tage imod gaven for at få lov til at opleve Guds herlighed i evighed. Det eneste der står mellem os og Gud er vores egen stolthed, så spørgsmålet er om du tør give slip på dig selv og stole på Gud?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *